Cognos forside > Kunder > Jamo
Kunder

Printer Friendly Layout Printer Friendly Layout

Jamo
God lyd kræver markedsindsigt

Europas største producent af højttalere har sagt farvel til et væld af forskellige analyse- og ledelsesværktøjer og erstattet dem med ét fælles ERP-system og Business Intelligence fra Cognos. Nok er nye produkter vigtige, men uden viden om markedet, ingen produktudvikling, mener Jamo. Derfor får virksomhedens ledere nu hver morgen leveret dugfriske rapporter over Jamos performance på globalt plan. Danske Jamo, der sidste år solgte 1,3 millioner højttalere verden over, har i løbet af de sidste fire år taget et betydningsfuldt skridt hen imod en kraftigere fokusering på markedet og kundernes købsmønstre. Produkterne udgør fortsat grundstenen i virksomheden, men viden om de markeder, hvor produkterne sælges, tillægges i dag afgørende betydning i produktudviklingen.

Slut med forældede regneark
Jamo stod for fire år siden over for en situation, der svækkede virksomheden i den globale konkurrence: Næsten samtlige af koncernens 13 salgsselskaber anvendte vidt forskellige IT-systemer, analyseværktøjer og rapporteringsmetoder. Det betød, at ledelsen konstant manglede et samlet overblik over markederne og et ensartet grundlag for rapportering og analyse. Ledelsen stod uden mulighed for at gennemanalysere den globale performance fra dag til dag, hvilket gjorde det meget svært at reagere hurtigt på ændringer i forbrugernes købsmønstre.

- Vi kunne selvfølgelig godt danne os et overblik over samtlige markeder, men det krævede en enorm indsats at gå på tværs af så mange systemer, standarder og regneark. Vi stod reelt uden viden om årsagerne til landenes salgstal, siger Lars Henrik Koch, der er Koncern IT-chef.

For at komme problemerne til livs valgte Jamo at rådføre sig med Aston Business Solutions, der er et af de mest anerkendte videnscentre for ERP og Business Intelligence herhjemme. Sammen gik de to parter i gang med at analysere, hvilke parametre Jamo ønskede at styre ”det ny” Jamo efter. Blandt andet ønskede virksomhedens ledelse langt større præcision i rapporteringsgrundlaget og mulighed for at analysere alle tal på kryds og tværs i én arbejdsgang. Derfor måtte alle lande registrere og rapportere på præcist den samme måde.

- Vi tænkte med det samme globalt. Ét system til hele gruppen. Aston viste os en ”live” demo af, hvordan vi med et fælles ERP-system og Cognos’ web-baserede analyseværktøjer kunne vride og vende tal fra hele verden med nogle få museklik. Det var meget overbevisende, og Astons evne til at sætte sig ind i vores verden gjorde os meget trygge ved at vælge dem som partner, siger Lars Henrik Koch.

Web-baseret finger på pulsen
Skiftet fra de mange forskellige systemer til fælles ERP, CRM og Business Intelligence på tværs af landene er foretaget som et Business Process Reengineering-projekt. Med andre ord er Jamo gået efter at opnå så mange nye fordele som muligt. Det betyder blandt andet, at alle sælgere hver især er udstyret med en håndholdt terminal med online-opkobling til ERP-systemet på en central server på hovedkontoret i Glyngøre.

Når sælgerne besøger butikker og forhandlere, kan de således med det samme kategorisere kunden, registrere ordrer og se status på tidligere bestillinger. Alle oplysninger lagres uden tidsforskydning, og det betyder, at ledelsen via den web-baserede portal til Cognos til enhver tid kan følge udviklingen ned til mindste detalje. Jamo anvender både Cognos’ OLAP-værktøj PowerPlay og Cognos Upfront, der indeholder portal-teknologien.

De seneste tal pumpes hver morgen fra den centrale driftsserver over i et data warehouse, som igen føder Cognos med tal. Tallene lagres i afgrænsede ”kuber” alt efter, hvilket land de kommer fra, og hvilken type information de indeholder. Hvis ledelsen ønsker at analysere gårsdagens salg af en bestemt højttaler-serie ud fra dimensioner som fx land, sælger, højttalertype og detailkæde, sker det med ganske få museklik.

Analyseresultatet præsenteres enten grafisk eller numerisk alt efter brugerens ønske, og det er op til den enkelte at vælge flere dimensioner til eller fra. - Det giver os den fordel, at alle markeder og business units er blevet ekstremt synlige. Vi kan med det samme se tendenser i salget og gribe hurtigere ind, hvis der er behov for det. Det er afgørende, når man befinder sig i et så hurtigt omskifteligt marked, siger Lars Lund Rasmussen, der er produktchef hos Jamo.

Nye rapporter på to sekunder
Projektet har betydet, at Jamos omkring 8.000 varenumre er blevet omklassificeret for at skabe konsistens i rapporteringsgrundlaget. Der er 200 brugere på ERP- og CRMsystemet på Jamos 13 landekontorer, og desuden har 60 primært ledende medarbejdere adgang til Cognos. De råder over 30 foruddefinerede standardanalyser, men brugerne kan selv designe rapporter og analyser og gemme dem til senere brug. Da Cognos kører som web-portal, har alle adgang til værktøjerne, uanset hvor i verden de befinder sig. Blot de har Internet-adgang.

Svartiden på rapporter er kommet ned på to sekunder, hvilket er en voldsom effektivisering i forhold til tidligere, hvor rapporteringsfasen kunne vare både timer og dage. Salget af nye produkter kan følges fra dag til dag, og effekten af lokale reklame- eller PR-fremstød er nu direkte synlig. Det skyldes, at Cognos’ drill down-værktøjer kan bore sig ned i tallene for fx bestemte produkter i bestemte butikker solgt i et bestemt område. Beslutningsgrundlaget for produktudvikling og produktionsplanlægning er således mange gange forbedret.

- Levetiden for hifi-produkter er markant kortere i dag end for blot 10 år siden. Forbrugerne skifter oftere og følger gerne udviklingen i design og materialer. Derfor skal vi kunne omstille os hurtigt for hele tiden at være deres foretrukne leverandør. Cognos giver os de værktøjer, vi har behov for i relation til analyser af de skiftende markedsvilkår. Så må resten nødvendigvis være op til vores udviklingsafdeling, lyder det samstemmende fra Lars Henrik Koch og Lars Lund Rasmussen.

Næste skridt i processen bliver at integrere produktionsdata, så også de bliver tilgængelige for analyse med Cognos’ værktøjer. Det vil skabe fuld konsistens i hele Jamos rapporteringsgrundlag.

Download the Jamo success story (PDF, 108Kb)